De samfundsfaglige elever i 3t på Vesthimmerlands Gymnasium og Hf har lige været på en endags ekskursion i København

VESTHIMMERLAND: De samfundsfaglige elever i 3t på Vesthimmerlands Gymnasium og Hf har lige været på en endags ekskursion i København.

Her mødte de sammen med deres lærer, Jakob Dyrman, en række fremtrædende personer fra det politiske liv.

Første besøg var på Slotsholmen i den gamle flotte bygning, der tidligere indeholdt Børsen. Her fik klassen en rundvisning, hvor de blandt andet fik lov til at komme op i Dragetårnet.

I dag er det Dansk Erhverv, der ejer bygningen, som Christian 4. lod opføre i 1623. PR-medarbejder Kristian Kongensgaard bød velkommen, men overlod så i øvrigt hurtigt ordet til Jes Brinkman, der som tidligere politisk rådgiver for Brian Mikkelsen fulgte med, da den tidligere konservative minister tiltrådte sin nuværende direktørstilling hos Dansk Erhverv.

Jes Brinkman gav VHG-eleverne et indblik i den aktuelle politiske situation - set med Dansk Erhvervs øjne - og kom blandt andet også ind på Brexit’s mulige betydning for dansk erhvervsliv.

Derefter gik turen til Folketinget, hvor Mads Fuglede tog imod i Venstres gruppelokale.

Fuglede har tidligere besøgt gymnasiet i Aars som ekspert i amerikansk politik. Nu sidder han i Folketinget for Venstre, og fortalte åbent om, hvordan han som nyt folketingsmedlem har skullet arbejde sig op fra bunden, inden man langsomt gør sig fortjent til mere vægtige ordførerskaber.

Efter en dialog med eleverne viste Mads Fuglede rundt på Christiansborg, hvor klassen blandt andet så Folketingssalen og de tidligere statsministres portrætter.

Sidste stop for VHG-eleverne var i Skatteministeriet, hvor ministerens personlige rådgiver, Thomas Le Dous, tog imod.

Thomas Le Dous kom i sit oplæg bl. a. ind på hele sagen om udbytteskat, der i første omgang har kostet Danmark omkring 12,5 mia. kroner, og han fortalte også om nogle af de udfordringer, han og skatteministeren har haft fra dag 1, da de tiltrådte stillingerne i skatteministeriet.

Ministeriet har som bekendt været udsat for massive besparelser, og det har ifølge Thomas Le Dous været en hård kamp mod Finansministeriet, at få lov til at investere flere penge i SKAT for at få organisationen til at fungere optimalt igen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...