Er man i øvrigt til veterantraktorer bliver der nok at se på i Haubro i pinsedagene

HAUBRO: Er man i øvrigt til gamle traktorer, bliver der nok at se på i Haubro i pinsen.

En kreds af lokale traktorentusiaster er gået sammen om - for første gang - at holde et officielt veterantraktortræf i det vesthimmerlandske.

Forberedelserne gik i gang helt tilbage i februar, da der blev nedsat en otte personer stor styregruppe.

- I Himmerland afholdes der i forvejen en del pløjedage, høstdage, roedage - og ikke mindst Skandinaviens største indendørs veterantraktortræf i Aars sidste weekend af januar. Men med pinsens veterantraktortræf i Haubro er sigtet lidt bredere.

- De gamle veteraner skal på ingen måde glemmes, men da halvdelen af styregruppen er af lidt yngre årgange end de øvrige, fødtes ideen om også at tage de klassiske traktorer med sammen med veteranerne.

- Årgangene fra sen 60’erne og op ad præges især af det, mange kalder de store ”Hanner” nemlig de imponerende seks-cylindrede traktorer, som siden har imponeret mangen en ung mand og ført drømmen om at eje sådan en traktor med med sig. - Disse traktorer er i dag samleobjekter på højde med de gamle veteraner, og nu de så altså også chancen for at være med i Haubro, forklarer en af arrangørerne bag pinsens veterantraktortræf, Sonny Nielsen.

Traktorer helt op til årgang ca. 1990 er velkomne, og der har på forhånd vist sig bred tilslutning - både i veteran- og i klassikerkategorien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...