Omkring 1600 unge fodboldspillere var i aktion under 2019-udgaven af Himmerland Forsikring Cup i Løgstør og Ranum

LØGSTØR: Efter to hektiske weekender med over 500 fodboldkampe og cirka 1600 glade børn i aktion var det en glad og tilfreds tovholder, der søndag aften kunne gøre status over årets Himmerland Forsikring Cup i Lanternen i Løgstør og i Ranum Multikulturhus.

- Vi har haft rigtig mange frivillige fra Løgstør IF i gang i forbindelse med afvikling af stævnet.

- Over de to weekender er det blevet til et godt stykke over 100 mand, men når vi så bagefter får rosende tilbagemeldinger på afviklingen fra både spillere, trænere og forældre giver det selvfølgelig os alle blod på tanden til at afvikle stævnet i ligeså stort og måske endda større omfang til næste år, siger Tom Cortsen, Løgstør IF.

Som noget nyt blev enkelte af rækkerne i år afviklet over to dage - med indlagt overnatning på Løgstør Skole.

Omkring 120 af stævnedeltagerne tog imod dette nye tilbud.

- Og alt i alt var det så stor en succes, at vi næste år vil tilbyde overnatning til flere årgange. Måske helt op imod 500 af spillerne, vurderer Tom Cortsen.

I øvrigt var det jo ikke kun børnene, som var med til at skabe liv og glade dage i Lanternen og i Ranum Multikulturhus henover de to weekender.

Udover de 1600 unge fodboldspillere tiltrak stævnet omtrent lige så mange forældre fra nær og fjern.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...