Fhv. Falck-redder Poul Drejer fik det første stik på Plejecenter Bøgely i Løgstør

En corona-vaccination i 90 års-fødselsdagsgave.

Det var, hvad fhv. Falck-redder Poul Drejer kunne glæde sig over, da han tirsdag morgen - som den første - blev prikket i overarmen på Plejecenter Bøgely i Løgstør.

Stikket markerede optakten til, hvad man vist godt kan kalde ”store vaccinationsdag” på plejecentrene i Vesthimmerlands Kommune.

Ambitionen fra morgenstunden var i løbet af tirsdagen at vaccinere mellem 670 og 800 beboere og ansatte, fordelt på de ni plejecentre i kommunen, og alle vesthimmerlandske plejehjemsbeboere, som har sagt ”ja” til at modtage vaccinen, skulle således sidst på dagen have modtaget den første dosis corona-vaccine.

- Det er selvfølgelig rigtig stort, at vaccinen nu endelig er landet i Vesthimmerland.

- Det har været 10 lange måneder med corona-virussen og især på vores plejecentre, hvor vores ældre borgere i skiftende perioder har måttet vente med frie besøg fra pårørende.

- Derfor var tirsdag også en glædens dag i Vesthimmerland, lyder det fra borgmester Per Bach Laursen, som selv var til stede for at overvære de første vaccinationer i Løgstør.

Torsdag 7. januar forventer Region Nordjylland at være færdig med at vaccinere alle nordjyske plejehjemsbeboere i denne omgang.

Det sidste stik for nu gives på plejehjemmet på Læsø, men der skal på et senere tidspunkt gives en ny dosis vaccine til de samme plejehjemsbeboere for at sikre mest mulig immunitet mod coronavirus.

- Det er fantastisk, at vi er kommet hertil, og nu har taget det første vigtige skridt i forhold til at beskytte nogle af vores mest sårbare medborgere mod coronavirus.

- Vi håber, at det kan give en lille smule ro i sindet, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Det forventes, at omkring 95 procent af alle nordjyske plejehjemsbeboerne ender med at blive stukket med vaccinenålen.

Når plejehjemmene snart er færdigvaccineret, bliver næste skridt at vaccinere frontpersonalet på de nordjyske hospitaler, inden turen herefter kommer til ”særligt sårbare patienter og borgere i eget hjem over 65 år med behov for kommunal hjælp”.

De borgere, som får mulighed for at lade sig vaccinere, får direkte besked via e-boks eller pr. brev, hvis man er undtaget fra e-boks.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...