Jeanett Kaare fra reklamebureauet Weltklasse og entertaineren Zjakalen styrede suverænt slagets gang på Vesthimmerlands Gymnasium og HF. Privatfoto

Vesthimmerlands Gymnasium og HF havde politisk temadag

AARS: En stor del af Regionsrådets medlemmer havde torsdag formiddag sat hinanden stævne på Vesthimmerlands Gymnasium og HF for at få noget input fra ca. 230 gymnasieelever fra VHG og nabogymnasierne til den regionale udviklingsstrategi, som rådet for øjeblikket arbejder med.

Et tilsvarende møde har allerede været afholdt i Thisted, og møder i henholdsvis Aalborg og Frederikshavn følger efter i nærmeste fremtid.

I erkendelse af, at regionsrådsmedlemmer ikke nødvendigvis taler helt samme sprog som de unge, havde man engageret Jeanett Kaare fra reklamebureauet Weltklasse og entertaineren Zjakalen som moderatorer, og de to styrede suverænt slagets gang. Regionsrådsmedlemmerne Tina Just Kjellberg, Erik Høegh Sørensen, Gitte Lopdrup, Jess V. Laursen, Jørgen Hammer Sørensen, Lene Linnemann, Medzait Ljatifi, Mogens Nørgaard, Ole Stavad og Pia Buus Pinstrup fik således kun 12 sekunder hver af Zjakalen i den indledende runde til at tale i.

Det centrale i dagens program var en politisk brainstorm, delt op i to halvlege, med henholdsvis overskriften "Mit liv" og "Min karriere". Her skulle de forskellige blandede hold, der sad ved hvert sit bord, ved hjælp af mobiltelefonen give deres bud på, hvordan Regionsrådet kan klare nogle af de mange udfordringer, landsdelen har. F.eks. at de kulturelle institutioner i Nordjylland, såsom teatre og museer, skal kigge langt efter det unge publikum og at en stor del af de unge, efter endt ungdomsuddannelse, forlader landsdelen for at studere videre, uden senere at vende tilbage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...