Johnny English er på lærredet i Løgstør Bio

LØGSTØR: Af alle umulige hemmelige superagenter er Johnny English utvivlsomt en af de umuligste.

Fra mandag i uge 43 viser Løgstør Bio de seneste film i serien om den uheldige superagent, spillet af Rowan Atkinson.

I “Johnny English slår til igen" har et cyberangreb afsløret identiteten på alle aktive agenter i England, og efterretningstjenesten sidste håb er nu Johnny English.

Han er godt nok gået på pension, men English går straks i aktion for at finde superskurken.

Johnny English er i sandhed en mand med få evner og analoge metoder, så han må overvinde moderne teknologi, før hans mission kan blive en succes.

Inden turen kommer til Johnny English og Rowan Atkinson er det først og fremmest efterårsferien, der sætter sit præg på repertoiret i den lokale biograf.

Helt frem til søndag vil det yngre biografpublikum kunne hygge sig i biografens bløde sæder med Jakob og Peter Plys, Smallfoot og de to danske ungdomsfilm Vildheks og Team Albert.

For de lidt mere hærdede fortsætter Journal 64 og Venom på plakaten i nogle dage endnu.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...