To nye film er klar til biografpublikummet i Løgstør

LØGSTØR: Kvinde på krigsstien er titlen på den første film, vi nævner.

Halla er en islandsk kvinde, der erklærer krig mod den industri og de politikere, som truer med at ødelægge hendes land. Hun går radikalt til værks, men så kommer et forældreløst barn ind i ligningen.

Halldóra Geirharðsdóttir er en åbenbaring af kvindelig trods, sensualitet og virkelyst, mens den storslåede islandske natur bidrager med sit. Og når musikken bevæger sig ind i billedrammen, spilles der, så englene synger med i det høje.

Kvinde på krigsstien er en intelligent feel-good-film, der formår at tackle påtrængende globale dagsordener med lige dele humor, drama og musikalitet.

Den næste film er Aladdin, som er en spændende og sprudlende live-action-version af Disneys animationsklassiker.

Aladdin er en spændende fortælling om den charmerende gadeknægt Aladdin, den modige og selvstændige prinsesse Jasmin og lampeånden Genie, som måske er nøglen til deres fremtid.

Aladdin er den nyeste i rækken af Disney-genindspilninger, der også tæller titler som ”Dumbo” og ”Skønheden og udyret”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...