Turismeakademi Vesthimmerland - åbner igen i november med tilbud om kurser i tysk og online-tilstedeværelse. Privatfoto

VisitVesthimmerland inviterer til Turismeakademiet

VESTHIMMERLAND: Oven på en travl turistsæson med forrygende vejr er det nu atter tid til at kigge fremad for turistbranchen i det vesthimmerlandske - og i det øvrige Nordjylland.

Turistorganisationen VisitVesthimmerland har til den ende etableret sit eget Turismeakademi med tilbud om efteruddannelse til turismeaktører i Nordjylland.

Turismeakademiets tilbyder her i efteråret turismefaglige kurser for fjerde gang med base i en endnu ikke fastlagt lokalitet i lokalområdet.

Kurserne afvikles i løbet af november og koncentrerer sig i denne omgang om to hovedtemaer: tysk for begyndere og on line-tilstedeværelse på Google og via de sociale medier.

Til at stå for tyskkurserne 20. og 27. novemner har VisitVesthimmerland allieret sig med Jonna Andersen, ejer af Tranum Lys og Glas og forhenværende tysklærer. Hun er klar til at lære tyske gloser fra sig - og give nyttige fif til, hvordan de ansatte i turistbranchen forklarer Hr. Müller, hvordan han og "die Frau" kan finde vej til den nærmeste strand.

- At kommunikere med de tyske turister på deres modersmål er med til at vise det gode værtskab - noget som alle sætter stor pris på, især nu, da de tyske turister øjensynligt er ved at vende tilbage til Danmark og Vesthimmerland, fremhæver direktør i VisitVesthimmerland, Jimmi Petersen.

Opgaven med at højne de lokale turistvirksomheders online-tilstedeværelse er - som tidligere - lagt i hænderne på online & grafisk ansvarlig hos VisitVesthimmerland, Martin Buch Stengaard.

6. november holder han kursus for begyndere, og 13. november for de lidt mere øvede i, hvordan den lokale turistbranche i endnu højere grad kan få tag i turisterne via de forskellige digitale platforme.

Tilmeldingen til kurserne på Turismeakademiet sker via VisitVesthimmerlands hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...