Der bliver ingen sommerkoncerter med Andre Rieu i Løgstør Bio 1. og 2. august. Til gengæld ser Løgstør Bio frem til at kunne præsentere en eksklusiv biograf-koncert med den folkekære violinist og orkesterleder senere i august.

LØGSTØR: Det er langtfra kun i Danmark, der er udsigt til en sommer blottet for koncerter, festivaler mv.

I Holland har regeringen eksempelvis besluttet, at alle store offentlige begivenheder er forbudt indtil 1. september, og dét rammer bl. a. violin-virtuosen Andre Rieus populære sommerkoncerter i hjembyen Maastricht.

Sommerens koncert ”Happy Together” skulle ellers efter planen have været vist i Løgstør Bio 1. og 2. august, men det lader sig nu desværre ikke gøre.

I stedet arbejdes der nu på at strikke en ny Andre Rieu-forestilling sammen - til biografbrug i perioden fra 21. august og to uger frem.

- Koncerten er eksklusivt lavet til biografer og vil blive skræddersyet til at tackle de udfordrende tider, vi alle i øjeblikket står overfor. Og den vil naturligvis også blive vist i Løgstør Bio.

- Datoen offentliggøres så snart, biograferne igen kan åbne efter Corona-lukningen, bebuder Mona Jensen på vegne af Løgstør Bio.

I forvejen er der allerede planlagt en julekoncert med Andre Rieu i Løgstør Bio 5. og 6. december.

Julekoncerten træder i denne omgang i stedet for den traditionelle nytårskoncert med den folkekære hollandske violinist og orkesterleder.

Det er dog endnu ikke muligt at købe billetter til de to planlagte julekoncerter.

De billetter, der allerede er købt til de aflyste ”Happy Together”-koncerter 1. og 2. august, vil naturligvis snarest blive refunderet, garanterer Mona Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...