Flere end 3100 besøgende har i denne periode lagt vejen forbi Danmarks største vikingeborg

AGGERSUND: Aggersborg er en perle i Vesthimmerland, og det synes turisterne tilsyneladende også!

For Vesthimmerlands Museums guider på Aggersborg har der således været rig lejlighed for at motionere stemmebåndet i juli måned.

Her har guiderne dagligt været at finde fra kl. 10-16, og flere end 3.100 besøgende har i denne periode lagt vejen forbi Danmarks største vikingeborg.

Heriblandt Laila og Lars Sørensen fra Brørup, der på vej hjem fra sommerhusbesøg i Tranum gjorde holdt ved Aggersborg.

De var positivt overraskede over at møde museets guide, som var med til at give besøget en ekstra dimension.

Og det er netop også tanken med museets tilstedeværelse på lokationen, hvor Harald Blåtand i sidste halvdel af 900-tallet opførte den klart største af de fem danske ringborge.

- Selvom vi satte flere informationsskilte op på stedet her i foråret, så er vi meget bevidste om, at intet slår at møde et levende menneske, noterer museumsinspektør Maria Clement Hagstrup.

- Dialogen er væsentlig og tit afføder et spørgsmål det næste og her kan guiderne perspektivere og forhåbentlig være med til at sætte den lokale historie ind i et større nationalt perspektiv.

Dertil kommer at guidernes tilstedeværelse og lokalkendskab også er med til at turisterne en positiv indgang til Vesthimmerland.

- Vi spørger naturligvis ind til folks færden og sender dem gerne videre til nogle af de mange andre spændende attraktioner i kommunen eller anbefaler spisesteder og smukke naturoplevelser, understreger Maria Clement Hagstrup.

Nåede man ikke forbi Aggersborg i juli, er der mulighed for at komme med på rundvisning, når museet tager del i vikingehåndværkertræf på stedet 24. og 25. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...