Ny særudstilling på vej i Galleri Himmerland

GATTEN: Birthe Clair og Niels Steen Sørensen leverer sammen kunstværkerne til Galleri Himmerlands næste særudstilling, som kan ses i Gatten i perioden fra 17. august til 1. september.

Birthe Clair har valgt at kalde sin del af udstillingen ”Kvinder i Fokus”, mens Niels Steen Sørensen særudstilling har fået titlen ”De har været her… menneskene”.

Birte Clair har i over 20 år udstillet i ind- og udland, fra Japan over Indien og Europa til USA. Derudover har hun haft mange specialopgaver, f.eks. udstillet på museer i Tokyo, Kobe og Osaka i Japan i forbindelse med H.C. Andersen-fejring, ligesom hun har leveret kunst til Irmas kunstposer.

Med rod i ekspressionismen sætter Birte Clair form og farve i højsædet. Emnet er oftest kærlighed, som regel udtrykt ved det kvindelige aspekt.

Niels Steen Sørensen kan bl. a titulere sig kongelig hofleverandør.

Tilbage i 1982 havde kunstneren besøg af kongeparret i sit private hjem, og Dronning Margrethe ejer nu en af Niels Steen Sørensens akvareller.

Niels Steen Sørensens billeder er som oftest rå, temperamentsfulde og alligevel følsomme og styrede.

Det humanistiske menneskesyn, der ligger til grund for Niels Steen Sørensens arbejde er, at mennesket befinder sig i en hastigt eskalerende konflikt mellem urmennesket og en moderne teknologisk verden med krav om effektivitet og konstant omskiftelighed.

Niels Steen Sørensen mener, at mennesket i virkeligheden stadig trives bedst omkring lejrbålet, og hans kunst skal i høj grad ses som udtryk for dette paradoks.

Niels Steen Sørensen vil i øvrigt selv være til stede i forbindelse med udstilliingsåbningen i Gatten 17. august, mens Birthe Clair vil kunne træffes, når udstillingen lukker 1. september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...