Kristian Mosgaard, Farstrup Vildtplejestation fik specialpris for igennem mange år at have hjulpet både dyr og mennesker

VESTHIMMERLAND: Undtagelsesvist blev der uddelt hele tre priser, da et rekordstort antal virksomhedsmentorer fra hele Vesthimmerland forleden var samlet til mentorkonference og prisuddeling i Himmerlands Golf og Country Club i Gatten.

Den ekstra ”specialpris” tilfaldt Kristian Mosgaard fra Farstrup Vildplejestation, som ifølge mentorkoordinator i kommunens Jobcenter, Lars Kildedal, udmærker sig ved at være ”en særlig engageret mentor”.

- Farstrup Vildtpleje og Vesthimmerlands kommune har gennem mange år haft et rigtig godt og frugtbart samarbejde i forhold til at hjælpe mennesker videre i livet. Og gennem mange år har stationen således reddet ikke bare dyr men også mennesker.

- Mennesker, som på en eller anden måde har haft det svært i livet, har haft deres gang sammen med Kristian Mosgaard og har på den måde fået opbygget selvværd nok til, at de er kommet tilbage som velfungerende borgere i samfundet, lød det bl. a. anerkendende fra Lars Kildedal.

Dagens to øvrige prisvindere fik begge deres priser overrakt af formanden for beskæftigelsesudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Brian Christensen (DF).

Prisen som årets mentorvirksomhed tilfaldt Imdex i Farsø.

- Imdex blev virksomhedscenter i november 2016, og der har siden starten konstant været 1 til 2 kontanthjælpsmodtagere i virksomhedspraktik i virksomheden.

- Der er driftsleder Anton Sørensen, som i dagligdagen sammen med mentor Morten Jørgensen får det til at fungere for de personer, der i virksomhedspraktik eller løntilskudsjob.

- Og siden Imdex A/S blev oprettet som virksomhedscenter er 12 personer blevet ansat i virksomheden, hvoraf otte er kommet videre til nye job i andre virksomheder, opregnede udvalgsformanden.

Årets individuelle mentorpris gik til Helene Rosenbech fra Park og Vej i Vesthimmerlands Kommune.

Hun fik af Brian Christensen følgende rosende ord med på vejen.

- Helene Rosenbech styrer et team af praktikanter og fungerer som mentor for de borgere, der er tilknyttet projektet.

- Hun har en helt unik tilgang til dette arbejde. Hun har en naturlig empati og flair i mødet med en borger, men hun ved også, hvornår hælen skal sættes i jorden, og en grænse skal flyttes. Og hun er ikke bange for at gøre dét.

- Dette kombineret med en tydelig og oprigtig interesse for mennesket foran hende, gør at borgerne har en stor respekt for hende, konstaterede Brian Christensen.

Generelt takkede beskæftigelsesudvalgsformanden ved konferencens afslutning de mange fremmødte mentorer ”for et fantastisk stykke arbejde i det forgangne år”.

Det var 11. gang, den store flok af mentorer i Vesthimmerland var samlet til mentorkonference i december for sammen at gøre status over årets gang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...