Fra 1. marts må cirka 750 børn i Løgstør-området se sig om efter en ny tandlæge

Gennem mere end et år har Tandlægerne Løgstør haft en ubesat tandlægestilling.

Det får nu klinikken til at tage konsekvensen, som bliver, at man ikke længere vil tilbyde børnetandpleje i klinikken.

Fra 1. marts tilbydes der derfor ikke længere børnetandpleje hos Tandlægerne Løgstør på adressen Bredgade 1.

- At stoppe med at tilbyde børnetandpleje har været en meget svær beslutning at tage, da vi nyder at have børnene på besøg på klinikken.

- Men vi mangler fortsat en tandlæge i huset, og det virker desværre umuligt at få stillingen besat.

- Vi kæmper mod storbyerne, og det, vi hører fra kollegaer, er, at selv i byer som Aalborg og Odense er det svært at få stillinger besat, fortæller tandlæge og klinikejer Rikke Wedell Nielsen.

En medvirkende årsag til beslutningen om at droppe børnetandplejen er også, at Tandlægerne Løgstør aktuelt oplever en stor tilgang af nye voksenpatienter.

- For at undgå for lange ventetider - og for ikke at ende med at gå på kompromis med kvalitet og faglighed - ser vi os derfor i fremtiden nødsaget til at fokusere 100 procent på voksentandplejen.

- Branchen udvikler sig lynhurtigt, og det kræver tid og overskud til at følge med i de nyeste behandlingsteknikker og den øgede digitalisering, der sker i branchen.

- Og vi ønsker fortsat at tilbyde vores patienter den bedste og nyeste viden inden for tandbehandling, understreger Rikke Wedell Nielsen.

Tandlægerne Løgstør har pt. ca. 750 børnepatienter tilknyttet til klinikken, og klinikken har altid sat en store ære i at tage sig godt af børnene og lære børn og forældre om god tandsundhed.

- Siden vi overtog klinikken i 2013, har vi været glade for at kunne yde den service for byen, og vi er triste og ærgerlige over, at vi ikke længere kan være med til at varetage opgaven.

- Vi synes, det er et tab for byen, men vi må desværre også erkende, at vi ikke kan løbe stærkere, end vi gør. Derfor er det rigtige for klinikken - og for voksentandplejen i Løgstør - at andre må overtage opgaven.

- Og heldigvis er det stadig mange andre tandlæger i kommunen, samt den kommunale tandpleje i Aars, som varetager børnetandpleje, påpeger tandlæge og klinikejer Jacob Nielsen.

Forældrene til de børn, som hidtil har været tilknyttet Tandlægerne Løgstør, kan i fremtiden frit vælge, hvor de vil flytte deres børns tandpleje hen.

Den kommunale Tandpleje sender snarest en mail til alle forældre, hvori der står hvordan man skal forholde sig.

- Og så vil vi øvrigt gerne sige tusind tak til alle de skønne børn, vi har haft æren af at have besøg af på klinikken.

- Vi kommer til at savne jer, fastslår siger Rikke Wedell Nielsen og Jacob Nielsen.

Problemet med tandlægemangel er - som Rikke Nielsen også bemærker - langtfra kun et Løgstør-fænomen.

Hele 200 tandlægestillinger på landsplan er pt. ubesatte, og det ser desværre ud til at være en tendens, som vil stige frem mod 2030.

Med de mange ubesatte tandlægestillinger følger automatisk øgede ventetider på landets tandklinikker - og samtidig bevarer danskerne også deres tænder i længere tid end tidligere, hvilket resulterer i et stigende behov for tandbehandling.

Tilsammen resulterer de to faktorer i et øget pres på de eksisterende tandlægeklinikker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...