Faldende smittetryk fører til ophævelse af besøgsrestriktioner

De ældre på plejecentrene i Vesthimmerlands Kommune kan fra torsdag igen se frem til flere besøg.

Muligheden er der i hvert fald, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed nu har besluttet at ophæve de besøgsrestriktioner, der ellers har været gældende i Vesthimmerland siden starten af november måned. Styrelsen begrunder ophævelsen med, at smittetrykket den seneste uge har været lavt, og det vækker glæde hos formand for sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Palle Jensen.

- Jeg er meget glad for, at det nu igen bliver muligt for pårørende at komme på besøg på vores plejecentre.

- Der er ingen tvivl om, at rigtig mange blandt både beboere og pårørende har oplevet store afsavn den seneste tid.

- Jeg håber derfor også for alle, at det meget lave smittetryk kan fastholdes i en længere periode, og gerne helt til vaccinen kommer, så vi ikke igen kommer i en situation, hvor der skal indføres besøgsrestriktioner, siger han.

Der vil fortsat være et krav om at anvende mundbind i forbindelse med besøg, og besøgene skal i øvrigt ske i overensstemmelse med de centrale sundhedsmyndigheders anbefalinger om god hygiejne.

Det er op til det enkelte plejecenter at sikre, at besøgene bliver afviklet forsvarligt i samarbejde med de besøgende.

- Og jeg vil gerne komme med en kraftig opfordring til alle om fortsat at udvise størst mulig forsigtighed og følge de centrale sundhedsmyndigheders anbefalinger.

- Vi skal hver især gøre alt, hvad vi kan for at passe godt på hinanden, siger Palle Jensen.

Eventuelle spørgsmål vedrørende den praktiske tilrettelæggelse af besøgene kan rettes til lederne på de enkelte plejecentre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...