Kommunen får 2,3 millioner til at styrke indsatsen for særligt sårbare diabetespatienter

VESTHIMMERLAND: Et nyt diabetesprojekt i Vesthimmerlands Kommune er blandt de i alt otte projekter rundt omkring i landet, der blive tilgodeset med støtte fra den nationale diabeteshandlingsplan til projekter, der skal være med til at inkludere og fastholde særligt sårbare diabetespatienter i behandlings- og rehabiliteringsforløb.

Vesthimmerlands Kommune får 2,3 mio. kr. fra den nationale diabeteshandlingsplan - penge, som skal være med til at styrke indsatsen for særligt sårbare diabetespatienter.

I alt bliver der fordelt på de otte projekter uddelt 14 mio. kr. til formålet.

Baggrunden for støtten er, at diabetes er en kompliceret sygdom at leve med. Det kræver en aktiv indsats fra patienten selv at holde sygdommen i skak, og det kan være en særligt stor udfordring for borgere, der eksempelvis har sociale problemer eller andre kroniske sygdomme.

- Det er med at holde tungen lige i munden, når man er diabetespatient. Man skal ikke alene holde styr på sin egne målinger, medicin og den rette kost, men også aftaler hos egen læge, på sygehuset og måske også i et rehabiliteringsforløb i kommunen. Derfor er det ikke så underligt, at nogle patienter kan have svært ved at holde fast i behandlingen, hvis de oveni diabetes også bøvler med en masse andre ting. Derfor er der behov for, at vi gør noget ekstra for denne gruppe, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i en kommentar til udlodningen af de 14 mio. kroner.

Projektet i Vesthimmerland hedder ”Inklusion og fastholdelse af sårbare diabetikere i Vesthimmerlands Kommune”.

De øvrige interessenter, der opnår tilskud er Fredericia, Gladsaxe Kommune, Hvidovre, Odense og Nyborg kommuner, Nykøbing Falster og Roskilde Sygehus og Syddansk Sundhedsinnovation i Region Syddanmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...