For første gang nogen sinde flytter gudstjenesten i Aars Kirke søndag 16. juni til Aars Lystanlæg

AARS: For første gang nogen sinde flytter gudstjenesten i Aars Kirke søndag 16. juni til Aars Lystanlæg.

Det sker i forbindelse med afslutningen på årets ”Stafet for Livet”-arrangement.

- Allerede sidste år tænkte jeg, at det var oplagt at knytte søndagens gudstjeneste sammen med Stafet for Livet. Og da Vesthimmerlands Provsti så samtidig meldte et hold til stafetten, var det oplagt at realisere denne gode ide. For mig at se er det vigtigt, at vi som kirke er der, hvor folk er, og er en aktiv medspiller i de ting, der sker i Aars, forklarer sognepræst Sara Schouby.

Formanden for Stafet for Livet i Vesthimmerland, Pernille Haurum, er glad for opbakningen.

- Det er en fin gestus, at gudstjenesten bliver en del af Stafet for Livet. Det medvirker til, at arrangementet lørdag 15. og søndag 16. juni bliver endnu bedre, fastslår formanden og tilføjer, at der i tilfælde af regn er mulighed for at flytte gudstjenesten ind i et telt.

Stafet for Livet i Aars Lystanlæg er et 24-timers arrangement, som i år åbnes af formanden for kultur- og fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Asger Andersen.

Formålet med arrangementet er at støtte op om kræftramte og deres pårørende, så de ikke føler sig isolerede med sygdommen,

I 2018 blev overskuddet til Kræftens Bekæmpelses forskning og patientstøtte på 250.000 kr, og arrangørerne i Aars håber på et ligeså godt økonomisk udbytte i år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...