Efter en lidt svær start har anpartsselskab nu sat gang i byggeri af nogle af de dyreste lejligheder i Vesthimmerland nogensinde

LØGSTØR: Mens projektsalg af nye boliger er en kendt og meget benyttet salgsform i storbyer som København, Aarhus og Aalborg, så har den lidt sværere ved at slå an i Vesthimmerland.

Det må folkene bag et nyt anpartsselskab i Løgstør sande, efter at 16 nye udsigtslejligheder blev sat til salg i Løgstør tidligere på året. Boligerne kommer til at ligge på grunden, der tidligere husede Løgstør Hallerne på Christiansmindevej i Løgstør.

Planen er at bygge to tårne med hver otte lejligheder i hvert tårn. Lejlighederne kommer til at ligge med 180 graders fjordudsigt over Limfjorden, og det er da også nogle af de dyreste lejligheder nogensinde i Vesthimmerland. Hvis ikke de dyreste - med priser fra 2.925.000 kr. til 3.275.000 kr.

Anpartsselskabet er ejet af Jacob Jørgen Jacobsen, Birger Larsen, Søren Have samt Torben Frederiksen.

Ifølge sidstnævnte var det tanken først at gå i gang med byggeriet, når de fem første lejligheder var solgt. Men det er der nu ændret på.

- Vi har på forhånd solgt fire lejligheder, og det har fået os til at gå i gang alligevel. Der har nemlig været en helt enorm forhåndsinteresse for boligerne, så vi er overbeviste om, at salget nok skal komme videre, så snart boligerne begynder at skyde op, og folk kan se, hvad de får for pengene, siger Torben Frederiksen.

Han er overbevist om, at salgsformen - projektsalg, hvor man køber inden byggeriet er sat i gang - er hovedårsagen til, at det ikke lige er lykkedes at sælge fem lejligheder på forhånd, som var målet fra starten.

- Det er jo lidt specielt med at købe noget, man udelukkende ser i en beskrivelse af et kommende byggeri. Det kan godt være lidt svært at forholde sig til.

- Det er jo en salgsform, som er meget populær i storbyerne, men mentaliteten er nok lidt anderledes her i området, så derfor går vi nu i gang, så folk kan se, hvad der er for nogle boliger, der er på vej, siger Torben Frederiksen.

Anpartsselskabet fik på den sidste dag i august byggetilladelsen fra kommunen efter at have ventet utålmodigt på den.

Det betød, at håndværkerne fra HP Byg forleden satte den første skovl i jorden.

Tanken er først at opføre det ene tårn med de otte lejligheder og få dem solgt, inden håndværkerne går i gang med næste tårn. Men håbet er, at salget kommer til at gå så godt, at håndværkerne kan rykke direkte fra byggeri af det første tårn til byggeriet af det næste.

Det første tårn er det østlige tårn, der bliver nærmeste nabo til Christiansmindepavillonen. Det andet kommer til at ligger helt op mod Christiansmindeskoven.

Tanken er at indflytning i de første boliger skal være omkring 1. september 2019.

For at byggeriet kunne gå i gang, har de gamle haller måttet jævnes med jorden. De kom til at stå tomme, efter at Løgstør tilbage i 2016 tog sit nye idrætscenter Lanternen i brug ved Løgstør Skole.

Det var Vesthimmerlands Kommune, der ejede den gamle halgrund, som anpartsselskabet har købt.

Torben Frederiksen glæder sig over, at der har været stor interesse på trods af priser fra 2.925.000 kr. til 3.275.000 kr.

- I forbindelse med salgsarbejdet har ejendomsmæglerne, der udbyder projektet, fået udarbejdet drone-videoer, der skal give eventuelle købere visuelt indtryk af, hvad det er for nogle boliger og hvilken udsigt, der bliver fra dem.

- Samtidig er det planen at få sat nogle lifte op, så man også ved selvsyn kan konstatere, at den altså er god nok, når vi siger, at udsigten ikke kan blive bedre, siger Torben Frederiksen.

Den ene af ejerne af projekt-anpartsselskabet, Birger Larsen, er medejer af HP Byg. Men da byggefirmaet ikke laver projektudvikling, er han gået sammen med Torben Frederiksen, Søren Have og Jacobsen Jørgen Jacobsen om at danne projektselskabet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...