Spa- og wellness-området i Himmerland Golf & Spa Resort står frem til 15. april over for en gennemgribende renovering.

GATTEN: Håndværkerne har nok at se til på Himmerland Golf & Spa Resort i disse måneder.

Blot en uge efter sin første arbejdsdag som administrerende direktør for Himmerland Golf & Spa Resort affyrede Mark Bering først i 2019 startskuddet til en omfattende renovering af hotellets 60 værelser.

Der er afsat i alt 16 millioner til renoveringen, som strækker sig indtil maj, så værelserne blandt andet kan stå klar til at huse en række af verdens største golfstjerner i forbindelse med forårets Europa Tour-turnering.

I kølvandet på værelsesrenoveringen lægger Mark Bering nu også op til en gennemgribende renovering af resortets spa- og wellnessområde.

- Det glæder mig, at vi nu kan følge værelsesrenoveringen op med en fornyelse af Nordic Spa, som vil bidrage yderst positivt til det samlede helhedsbillede af Himmerland Golf & Spa Resort som rammen om ferieophold og konferencer.

- Interessen for spa og wellness er eksploderet inden for de seneste år. Det mærker vi også tydeligt her i Himmerland, hvor spa-afdelingen faktisk udgør vores primære produkt i perioden september til marts.

- Erfaringerne viser, at danskerne er villige til at rejse langt for en god og afslappende wellness-oplevelse, og det er derfor afgørende, at vi formår at udvikle vores faciliteter, så vi fortsat kan være konkurrencedygtige og bevare et attraktivt produkt, som gæsterne gerne vil køre efter, pointerer Mark Bering.

I renoveringen indgår en række forbedringer af hotellets badeland og wellness-område, og derudover kan kommende gæster se frem til at slænge sig i nyt inventar, der leveres af Lars Larsen Group-virksomheden Interior Direct, som er specialiseret inden for design af hoteller.

Nordic Spa og badelandet i Gatten slår dørene op efter endt renovering mandag 15. april. Nordic Spa besøges hvert år af op mod 10.000 gæster.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...