Thit Jensens mindestue i Farsø flytter nu under samme tag som museet for broderen. Det markeres lørdag 5. oktober med stor festivitas i Farsø

FARSØ: De var ikke altid helt på bølgelængde i levende live - Farsøs berømte søskendepar Johannes V. og Thit Jensen - men nu bliver de snart forenet i ét museum i fødebyen.

Lørdag 5. oktober går flagene til tops i Farsø som markering af, at Johannes V. og Thit flytter under samme tag på det nye Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museum.

Begivenheden fejres med taler, sang og himmerlandsk spillemandsmusik.

Festtalen holdes af professor og forfatter Anne-Marie Mai, Syddansk Universitet, og borgmester Per Bach Laursen klipper den røde snor, inden der så i øvrigt serveres vin og kanapéer.

Thits Mindestue har tidligere haft til huse andetsteds i Farsø, men rykker nu ind i en nyopført udstillingsbygning, bundet sammen med Johannes V. Jensen Museet af en ligeledes nyopført forbindelsesgang,

Forbindelsesgangen symboliserer både det bånd og de brud, som karakteriserede forholdet mellem de to søskende.

Byggeprojektet på i alt 180 kvm er muliggjort gennem bevillinger fra Vesthimmerlands Kommune, LAG Jammerbugt-Vesthimmerland, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Fonden for Sparekassen Farsø, Spar Nord Fonden og Vanførefonden.

En uddeling fra Nordea Fonden har samtidig skabt mulighed for at opgradere det nye museums formidling, så gæsterne – hvad enten det er børn, unge eller voksne – kan møde og interagere med den litterære kulturarv på en anderledes og spændende måde.

Det sker ved at inddrage nye digitale formidlingsformer og indrette et særligt børneområde som en kreativ oase for især yngre børn, hvor de kan møde de to søskendes forfatterskaber og tanker på en legende måde.

Et fælles museum for Farsøs berømte søskendepar har længe stået på ønskesedlen i Farsø.

Hver især satte de to søskende deres stærke præg på kunsten og samfundsdebatten i Danmark i det 20. århundrede og forandrede danskernes måde at tænke på. Thit med sine historiske romaner og sin revolutionerende kamp for frivilligt moderskab i 1920erne, og Johannes V. med sine myter, Himmerlandshistorier og romaner som ”Kongens Fald” og ”Den lange rejse”, der indbragte Nobelprisen og placerede Farsø på det litterære verdenskort.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...