Limfjordsmuseets snapseri byder på specialsnapse og smagsprøver med lokale råvarer

LØGSTØR: Limfjordsmuseets snapseri åbner atter dørene til et arrangement, hvor specialsnapse fra Frederik VII’s Kanal og små kulinariske smagsprøver med lokale råvarer kombineres med et historisk foredrag.

Denne gang er det museumsdirektør Anders Bloksgaard, der holder foredrag om Løgstøregnen under 2. verdenskrig. Det sker onsdag 22. maj i Baghuset på Limfjordsmuseet.

Traditionen tro byder snapseriet på en række smagsprøver. Og det er ikke kun spændende kryddersnapse, der er udviklet på baggrund af løgstørianske råvarer - primært fra området ved Frederik VII’s Kanal - som gæsterne kan smage. Der bydes også på mad-smagsprøver, der supplerer smagen på de enkelte snapse.

Snapseriet tager denne gang forskud på fejringen af D-Dag. I år er det 75 år siden allierede styrker gik i land i Normandiet, og åbnede en ny front mod Nazityskland. Ved første øjekast kan det måske undre, at man finder en forbindelse mellem Løgstør og invasionen i Normandiet. Men rent faktisk gik den tyske Atlantvold, der skulle forhindre en allieret invasion, hele vejen fra Frankrig til Nordkap, og netop området omkring Jammerbugt og ikke mindst Aggersundbroen, der stod færdig i 1942, indgik i Atlantvolden.

Det er med udgangspunkt i de massive fæstningsarbejder, at Anders Bloksgaard fortæller historien om, hvordan Løgstør oplevede et særligt kapitel i byens historie. Ikke mindst fordi mange af de tyske tropper var russere, der havde overgivet sig på Østfronten, og nu var trukket i tysk uniform for at redde livet.

Prisen er 100 kr. og med begrænsede antal pladser er tilmelding er nødvendig på 98 67 18 05.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...