Opgang 2 optrådte på Vesthimmerlands Gymnasium - med på scenen var Jakob Svensmark, der selv er student fra skolen i Aars

VESTHIMMERLAND: Forkortelsen stod for ”Om kærlighed og andre katastrofer”, men ”Oh My God” kunne på sin vis have været lige så dækkende, da teatergruppen Opgang 2 forleden gæstede Vesthimmerlands Gymnasium med forestillingen ”OMG”.

I hvert fald var det virkelig flot skuespilkunst, eleverne på gymnasiet i Aars blev vidner til.

Til venstre på scenen sad komponisten, musikeren og sangeren Henrik Andersen med sin guitar og lavede små mirakler med lydsiden, og i rampelyset fulgte de tre andre skuespillere i ensemblet, Stinne Henriksen, Sami Idrissi Hvidtfeldt og Jakob Svensmark, fint trop og fik ved fælles hjælp levendegjort en række figurer fra miljøet omkring Aarhus Å, så de stod levende for de unge tilskuere.

Handlingen er ikke sådan at genfortælle, men dialogen var ret vittig, og samtidig egnet til at give anledning til filosofiske overvejelser hos tilskueren.

Til og med var en af de medvirkende lokal.

Jakob Svensmark med baggrund i Vilsted blev for godt ti år siden selv student fra Vesthimmerlands Gymnasium og HF, så for ham var det en særlig oplevelse at spille for 1.g-eleverne fra sin gamle skole.

Allerede på Vilsted Friskole og i sin gymnasietid var han meget optaget af teater og musik.

Bl. a. spillede han sammen med nogle gymnasiekammerater (bl.a. Hans Peter Auken Beck og Lars Imer Kyndesen) med i et band, de kaldte ”Hip”, og siden har han medvirket i adskillige musicals.

Jakob Svensmark kunne i øvrigt i forbindelse med Opgang2’s gæsteoptræden i Aars fortælle, at han ikke er den eneste gamle VHG-elev, der har succes i teaterverdenen. Således er Karla Rosendahl Rasmussen fra Haubro lige blevet dimitteret fra teaterskolen i København.

Forestillingen om kærlighed og andre katastrofer i Vesthimmerlands Musikhus ALFA i Aars var i øvrigt arrangeret i samarbejde med Vesthimmerlands Teaterforening.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...