Selve arbejdet for de nye skolebestyrelsesmedlemmer begynder for alvor, når det nye skoleår indledes til august.

VESTHIMMERLAND: Ti skoler i Vesthimmerland står her i foråret overfor at skulle holde skolebestyrelsesvalg.

Valg til skolebestyrelsen er ellers kun traditionelt blevet holdt hvert fjerde år, men i et forsøg på at gøre skolebestyrelsesarbejdet mindre afskrækkende for forældrene er der nu via en lovændring åbnet mulighed for, at skolerne også kan vælge at afholde skolebestyrelsesvalg hvert andet år.

I Vesthimmerlands Kommune er det herefter kun Aars Skole, Aalestrup Skole og Hornum Skole, hvor skolebestyrelserne er valgt for fire år, mens Farsø Skole, Gedsted Skole, Ullits Skole, Vestrup Skole, Vester Hornum Skole, Løgstør Skole, Ranum Skole, Toppedalskolen, Østermarkskolen og Vestermarkskolen alle har valgt at holde valg hvert andet år. På alle disse ti skoler skal forældrene således senest 15. maj have valgt nye skolebestyrelser, og formand for børne- og familieudvalget, Inger Nielsen, opfordrer kraftigt forældrene til at gøre deres indflydelse gældende og holde øje med de informations- og opstillingsmøder, der bliver indkaldt til her i løbet af foråret.

- Det er vigtigt, at forældrene møder op og viser interesse for skolen, skolebestyrelsens arbejde og deres barns hverdag i skolen.

- Arbejdet i skolebestyrelserne har stor betydning for samarbejdet mellem forældrene og skolen, betoner udvalgsformanden.

Selve arbejdet for de nye skolebestyrelsesmedlemmer begynder for alvor, når det nye skoleår indledes til august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...