Vesthimmerlands Forsyning modtager al for ofte farlige miljøkasser fra borgerne

VESTHIMMERLAND: ”Du er farligere, end du tror”.

Med denne overskrift igangsætter Vesthimmerlands Forsyning nu en ny kampagne, der skal sætte maksimalt fokus på den røde miljøkasse.

- Trods det eksisterende informationsmateriale og et omfattende antal kampagner de seneste tre år, må vi desværre konstatere, at vi alt for ofte modtager kasser, der er decideret farlige for vores personale. Flere af de kasser vi modtager, er pakket helt uden hensyn til, at det er mennesker, der håndsorterer dem. Det går simpelthen ikke, og det er ikke i orden overfor vores personale. Derfor ændrer vi på reglerne for den røde miljøkasse, forklarer Morten Aaby Nielsen, direktør for Vesthimmerlands Forsyning.

Fremover skal borgerne således udfylde en adresselabel, hvis de ønsker at aflevere deres miljøfarlige affald på stor-skraldsindsamlingen.

Ønsker de ikke at udfylde en adresselabel, er de, som tidligere, velkomne til selv at aflevere deres miljøfarlige affald på genbrugspladsen.

- Vi vil gerne understrege, at vores personale er uddannet til at håndtere miljøfarligt affald. Vi opfylder alle krav til persondataforordningen. Vi behandler naturligvis alle oplysninger fortroligt, og borgerne kan derfor være ganske trygge ved fortsat at aflevere den røde miljøkasse til storskraldsindsamlingen – også selv om deres adresse står derpå.

- Vi fjerner adresselabelen igen, når vi har tjekket, at indholdet er pakket iht. vores vejledninger, og er der uoverensstemmelser, kontakter vi borgerne og vejleder pr. brev eller telefon, understreger Morten Aaby Nielsen.

Ordningen træder i kraft, næste gang borgerne bytter deres miljøkasser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...