Alle sanser var i spil, da det lørdag gik løs med 12. udgave af middelalderdage ved Vitskøl Kloster

VITSKØL: Med håndkanoner og musketter blev den 12. udgave af middelalderdage på Vitskøl Kloster i går skudt i gang under en lun efterårssol.

Lugten og lyden af krudt var kun en lille smagsprøve på de mange sanseindtryk, der ventede inde på middelaldermarkedet, som foreningen Den Levende Middelalder står bag.

Duften af højbål blandede sig med lyden af fløjte og sækkepiber.

"Rør ved middelalderen" hedder årets tema, og den mulighed tog mange gæster imod.

Arrangørerne glædede sig over løvfaldssommerens ankomst.

- Det er jo altid et sats, at vi slår dørene op første weekend i efterårsferien. Man kan ikke være sikker på, hvordan vejret arter sig, men vi har været rigtige heldige i år.

- Der var kø til indgangen et kvarter før åbning. Det er en fed fornemmelse. Så vi er optimistiske, siger PR-munk Hardy Jensen.

Moderne munke

Store og små hjalp rebslageren, red på heste, skød med armbrøst og legede gamle middelalderlege.

- Det handler om både at dufte, mærke og lytte. At komme ind i middelalderen på den taktile måde, og at vi får folk til at reflektere over deres hverdag i dag, forklarer Hardy Jensen.

Lørdagen bød blandt andet på musikalsk underholdning for hele familien, kampshow og væbnerskole for børn.

Fra boder blev der solgt alt fra middelaldermåltider til uld og keramik .

Flere steder havde de mest moderne munke endda skiftet mønterne ud med det hedenske Mobilepay.

Håber på 2500 gæster

Imens tryllede alkymisten alias tidligere guldsmed Tonny Østergaard fra Strandby kobbermønter om til "guld" ved hjælp af en hemmelig opskrift.

Lørdag eftermiddag trak ægteparret Ole Bach og Aase Svendsen fra Viborg i 35 kilo tunge rustninger - magen til dem ridderne bar i 1400-tallet - og serverede en vaskeægte ridderdyst for publikum.

Foreningen Den Levende Middelalder håber, at mellem 2500 og 3000 gæster vil have aflagt besøg, når markedet lukker i eftermiddag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...