Borgmester Per Bach Laursen - omringet af repræsentanter fra Dansk Byggeri til møde på rådhuset i Aars. Privatfoto

Dansk Byggeri mødtes forleden med repræsentanter fra Vesthimmerlands Kommune

VESTHIMMERLAND: Der lød ikke mange knubbede ord, da en delegation fra Dansk Byggeri forleden var til møde med Vesthimmerlands Kommunes topfolk på rådhuset i Aars.

Tværtimod var begge parter efter mødet enige om at rose hinanden for et godt samarbejde - og for en konstruktiv dialog.

- Jeg hæfter mig især ved, at Dansk Byggeri roste vores høje anlægsniveau på 92. mio. kr. i budget 2019 i Vesthimmerlands Kommune. Det er også en klar politisk prioritering i forhold til at skabe vækst og udvikling i kommunen, siger borgmester Per Bach Laursen, der undervejs også kunne notere sig lokal tilfredshed fra det vesthimmerlandske erhvervsliv med kommunens byggesagsbehandling.

Hos Dansk Byggeri ser man ligeledes gode perspektiver i mødet - og det generelle samarbejde med Vesthimmerlands Kommune. Et samarbejde, hvor den primære opgave ifølge Dansk Byggeri er "at spille hinanden gode".

- Vi er meget tilfredse med mødet, hvor der var en rigtig god dialog og konstruktive råd til Vesthimmerlands Kommune fra de lokale Dansk Byggeri-repræsentanter, siger formand for Dansk Byggeri i Nordjylland, Henrik Holm og fortsætter:

- Vi har blandt andet anbefalet borgmesteren, at grænsen for, hvornår en virksomhed, der vil arbejde for kommunen, skal stille med en bankgaranti, hæves til først at gælde ved opgaver til en million kroner og derover.

- Det håber jeg meget, at kommunen vil imødekomme, blandt andet fordi det vil gøre det nemmere for særligt de mindre virksomheder at byde på kommunens opgaver, når det ikke kræver dyre bankgarantier og en masse papirarbejde, siger Henrik Holm.

På fællesmødets dagsorden stod i øvrigt temaer som kommende bygge- og anlægsprojekter, AB 18, byggesagsbehandling, genbrugspladser og udbudspolitik i Vesthimmerlands Kommune.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...