Selvom uddannelsesinstitutionerne har været nødsaget til at lukke ned, pga. af de alvorlige omstændigheder i forbindelse med udbredelsen af coronavirus, er der alligevel noget at glæde sig over i uddannelsessektoren i Himmerland

AARS: Årets optag af elever direkte fra folkeskolen til de håndværksrettede grundforløb på Erhvervsskolerne Aars overstiger nemlig enhver forventning.

Og Det var med stor glæde, at uddannelseschef på afdelingen for Teknologi, byggeri og transport, Per Stig Andersen, kunne konstatere, at der inden for hans områdes fagretninger i skrivende stund var registreret 177 tilmeldte elever.

- Det er virkelig en god overraskelse, for det er faktisk en meget markant stigning. Til sammenligning var der på samme tid i 2019 blot 110 og i 2018 94 elever tilmeldt. Det betyder en stigning på hele 61% på ét enkelt år - en stigning, der næsten udelukkende skal findes på fagretningen Teknik og motorer, fortæller Pers Stig Andersen i en pressemeddelelse.

Denne retning peger bl.a. peger hen imod Entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelserne, uddannelser hvor Erhvervsskolerne Aars udgør den eneste udbyder i landet af hovedforløb. Uddannelseschefen kan herudover også glæde sig over, at andelen af elever, som vælger eux-uddannelsen, er steget til omkring 25 procent.

Hvad skyldes så denne markante stigning? Et ret interessant og meget relevant spørgsmål at stille sig selv, når man lige er kommet sig oven på den første umiddelbare glæde over den flotte tilstrømning til de tekniske uddannelser på Erhvervsskolerne Aars. Per Stig Andersen kommer med et godt bud på, hvorfor:

- Fra 2019 blev der lavet et foreløbig treårigt forsøg, hvor elever fra hele landet allerede direkte efter folkeskolen kan blive optaget på skolehjem på grundforløb 1 – noget som de almindelige skolehjemsregler ellers ikke giver mulighed for. Det tror jeg helt klart, har fået mange af de unge mennesker med interesse for skolens uddannelser til et se den gode mulighed i det, der i realiteten kan betegnes som en form for gratis ”efterskole”-ophold – samtidig med at de kan tage deres ungdomsuddannelse. Det tilbud har tydeligvis været for godt til at sige nej til for mange!, lyder det smilende fra uddannelseschefen.

Per Stig Andersen peger dog også på en anden mulig årsag til stigningen af elever inden for hans afdelings uddannelsesområder, nemlig selve læringsformen på erhvervsuddannelserne.

- På erhvervsuddannelserne lærer eleverne jo både gennem praksis i værkstederne og refleksion over denne praksis. De lærer ved at koble teori på de opgaver, de laver på fx tømrer- murer- eller smedeværkstedet. Jeg tror, at rigtig mange de seneste år har fået øjnene op for, at netop det er en rigtig god måde at lære på, siger Per Stig Andersen, der også kan fortælle, at skolen generelt ikke oplever, at det er svært at få praktikpladser til eleverne.

Faktisk er det inden for flere fagområder tværtimod erhvervslivet, der står i kø efter de gode elever.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...