890 deltagere til start var lige i underkanten af, hvad arrangørerne havde håbet på

RANUM: Det blev et begivenhedsrigt Vilsted Sø Løb, der blev afviklet i weekenden med i alt 890 løbere til start.

Halvmaraton løberen Heide Jørgensen, Aalborg, satte ny løbsrekord i tiden 1:33:43. Kenneth Richardt Jensen, V. Hornum løberne gennemførte sit halvmaraton nummer hundrede, hvorimod skatteminister Karsten Lauritzen blev snydt for oplevelsen af at se Ranum by fra fjorten meters højde, da en lift, der var lejet ind af Erhvervsskolerne, brød sammen.

890 deltagere var ikke helt det antal, arrangørerne, Lions Club Løgstør, havde håbet på, men årsagen var til at få øje på for dem, der var i Ranum lørdag formiddag.

Regnen stod ned i kaskader, men trods dét var der pæn tilslutning til opvarmningen, der blev ledet af mor og datter, Tina og Katrine Jensen, Løgstør Gymnastikforening.

- Vi prøvede det, der er enhver arrangørs mareridt, nemlig at vejret på opstartstidspunktet var helt mod forventningerne. Men, det er nu engang, hvad der kan ske, noterer en fortrøstningsfuld løbsleder Rasmus Gammelholm Pedersen, Lions Club Løgstør.

Da løberne vendte tilbage til start- og målområdet efter en skøn naturoplevelse ved Vilsted Sø, viste vejret sig til gengæld fra en helt anderledes venlig side.

Det betød, at præmieoverrækkelsen og den efterfølgende spisning kunne gennemføres uden problemer.

- Vi kunne selvfølgelig godt have ønsket os solskin fra starten og under løbet, men nu fik vi noget af det vand, som vi har sukket efter hele sommeren.

- Fremfor alt blev vi dog bekræftet i, at løbet er bygget op efter et stærkt koncept. Det holder vand, og alle løbsdeltagerne tog hjem med en god oplevelse, vurderer Rasmus Gammelholm Pedersen.

For Kenneth Richardt Jensen blev halvmaraton nummer hundrede i hvert fald en succes.

Tyve af hans løbskammerater ledsagede ham med højt humør på ruten omkring Vilsted sø.

- Det var lige det jubilæumsløb, jeg havde tænkt mig, Et socialt løb hvor samværet var i højsædet, og hvor den tid, man kom i mål på, ikke havde nogen betydning. Herligt!, bemærker Kenneth Richardt Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...