Tre orkestre på plakaten i Løgstør på fredag

LØGSTØR: Når det fredag går løs med endnu en omgang Fredagsmusik på Kunsttorvet i Løgstør, står der ikke færre end tre orkestre på plakaten.

Alle tre orkestre kommer fra ”Kollektivet i Ranum”, hvor pædagoger og beboere pr. tradition lægger stor vægt på samværet omkring musikken.

”Musikorkestret” består af seks bofæller og to medarbejdere fra bofællesskabet Sirenen i Ranum.

Musikorkestret har spillet sammen i mange år og har specialiseret sig i at spille egne sange.

Ved fredagskoncerten i Løgstør får ”Musikorkestret” følgeskab af ”Stjernedrys”, som består af syv unge mennesker og to medarbejdere fra Kollektivet ”Ranum”.

”Stjernedrys”, der også fortrinsvis spiller egne numre, blev i 2017 af tv2nord nomineret til titlen som ”Årets Nordjyde”.

Baggrunden var, at Stjernedrys havde indspillet cd’en ”Knæk Cancer” og efterfølgende donerede kr. 20.000 til Kræftens Bekæmpelse.

Tredje og sidste Ranum-band på scenen i Løgstør fredag aften hedder ”Mette og Tøsedrengene” og består af sangerinden Mette fra Stjernedrys, hendes kæreste og to medarbejdere.

”Mette og Tøsedrengene” slår gækken løs med kopinumre - og fælles for alle tre Ranum-orkestre er i øvrigt, at de alle har adskillige cd’er på samvittigheden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...