Løgstør Håndboldklub uddelte priser på en anderledes måde i år

LØGSTØR: Løgstør Håndboldklub plejer normalt at kåre ”Årets Spiller” og ”Årets Træner” i forbindelse med en stor håndboldgalla, sponsoreret af klubbens hovedsponsor, Jutlander Bank.

Det lader sig i sagens natur ikke gøre i år, og i stedet tog klubbens børne- og ungdomsudvalg sammen ud og besøgte årets prisvindere på deres hjemmeadresser.

Årets Pigespiller blev Cecilie Zimmer fra klubbens U13 pige-hold.

Cecilie beskrives af sin træner som lidt af en ”træningsnarkoman” i ordets bedste betydning.

”Jeg har aldrig tidligere trænet en spiller med så dedikeret et ”mindset” og så forbilledlig en indstilling til at ville forbedre sit håndboldspil. Hun møder altid til træning og kamp og giver sig altid mere end 100 procent og er ikke bange for at slå sig, og som et resultat af denne indstilling har hun i løbet af denne sæson udviklet sit spil på mange fronter”, lyder det bl. a. rosende om Cecilie - eller ”C”, som hun også kaldes.

Årets Drengespiller i Løgstør HK blev Janus Larsen, ligeledes fra U13-årgangen.

”Man siger, at målmanden er halvdelen af holdet, men oftest er Janus mere end det for os. Han er en meget lærenem, ærekær rolig og snu målmand, som på sine bedste dage kan lukke ned for selv de bedste skytter. Desuden har han i denne sæson spillet en del kampe for U15-drenge-holdet, hvor han trods sin lavere alder også sagtens kan være med niveaumæssigt”, hedder det bl. a. i karakteristikken af Janus Larsen.

”Årets træner” i Løgstør Håndboldklubs ungdomsafdeling blev i denne omgang en kvartet bestående af de fire U11-pigetrænere Ulla Rask, Malene Hollen, Anita Juncher Eskildsen og Peter Rasmussen.

”I møder jeres spillere med stort engagement, empati, tålmodighed og glæde, og derudover møder I jeres spillere med et højt håndboldmæssigt fagligt niveau, som smitter af på spillerne i form af stor træningsdeltagelse, højt humør og en konstant spillemæssig udvikling. Alt i alt er vi som klub heldige med at have jer i vores team af trænere, og heldigvis har I alle sagt ja til at fortsætte i kommende sæson”, lyder det rosende fra børnee- og ungdomsudvalget i Løgstør HK.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...