Steffen Lehmann Nielsen - vandt førsteprisen i en fagprøve-konkurrence, udskrevet af Foreningen Trælast og Byggemarkedsfolk

AARS: Steffen Lehmann Nielsen, salgstrainee hos Bygma i Aars, kommer noget billigere om ved at renovere sit badeværelse i Aars, end han måske oprindeligt selv havde regnet med.

Forklaringen er, at han netop har vundet førsteprisen i en fagprøve-konkurrence, udskrevet af Foreningen Trælast og Byggemarkedsfolk.

Prisens formål er at inspirere branchens elever til at yde en ekstra indsats med udarbejdelsen af deres fagprøveopgave. Som Steffen Lehmann Nielsen gjorde dét i sin fagprøve med temaet: Hvordan skaber vi relationer til vores kunder.

Som led i sin salstrainee-uddannelse var Steffen sidste år på udvekslingsophold i flere af Bygmas forretninger i Sverige, og mange af de indtryk, han fik i løbet af dette ophold, var med til at danne baggrund for hans løsning af fagprøveopgaven.

- Jeg lærte rigtig meget i Sverige og oplevede på tæt hold, hvordan man gør tingene i et andet nordisk land. Jeg erfarede, at der både er forskelle og ligheder imellem den måde, man håndterer kundekontakten på i hvert enkelte land. Jeg brugte bl.a. den inspiration til en model for at skabe gode relationer til kunderne, ligesom jeg inddrog elementer fra vores eget Service & Kvalitets-koncept, forklarer Steffen Lehmann Nielsen.

Det var Business College Syd, der havde indstillet Steffen Lehmann Nielsen til Fagprøveprisen, og overrækkelsen fandt sted i forbindelse med Foreningen Trælast og Byggemarkedsfolks generalforsamling på skolen i Mommark.

Med prisen følger et kontant beløb, som Steffen Lehman Nielsen altså har valgt at bruge på at renovere badeværelset i hjemmet i Aars.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...