MELLEMØSTEN: Folkeuniversitetet inviterer til spændende foredrag 6. februar

LØGSTØR: Folkeuniversitet i Vesthimmerland åbner 6. februar sæsonen 2020 med et rigtig spændende foredrag om et vanskeligt og dog meget vedkommende emne.

For mange af os er det nemlig svært at hitte rede i, hvad der er op og ned i Israel-Palæstina-konflikten.

Hvordan får man hverdagen til at fungere i et område, hvor der til stadighed hersker uro og konflikt?

Bosiddende i Israel

Og hvordan påvirker det dem, for hvem denne situation for længst er blevet hverdag?

Det er blandt andre nogle af de spørgsmål, master i Mellemøsthistorie og bachelor i konfliktløsning Sarah Linder tager op i sit foredrag i byrådssalen i Løgstør.

Sarah Linder er selv er bosiddende i Israel som datter af en dansk mor og en israelsk far.

Kvinders forhold

Hun har altid interesseret sig både for konflikten - men også for fredsarbejdet og kvindernes forhold til konflikten.

Siden 2015 har Sarah Linder som en konsekvens heraf arbejdet med at interviewe israelsk jødiske og palæstinensiske kvinder.

Det har udviklet sig til projektet ”Political is Personal – PIP”, som efterhånden er ved at blive mere og mere kendt - også uden for Israels og Palæstinas grænser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...