Samtidig arbejder turistorganisationen i det vesthimmerlandske målbevidst på at samle de lokale turismeaktører i projekter og partnerskaber

VESTHIMMERLAND: Flere digitale informationsskærme vil i løbet af 2019 dukke op rundt omkring i Vesthimmerland.

Det bebuder turistdirektør Jimmi Petersen, Visit Vesithimmerland.

Samtidig arbejder turistorganisationen i det vesthimmerlandske målbevidst på at samle de lokale turismeaktører i projekter og partnerskaber, som forhåbentlig kan være med til at styrke samarbejdet omkring destinationen.

Et af partnerskaberne er centreret omkring det nye brand ”Himmerlands Vestkyst”, som tager udgangspunkt i Limfjorden og kysten fra Aggersund i nord til Gedsted i syd.

- Kysten spiller en stor rolle for turismeudviklingen og markedsføringen af Vesthimmerland, idet fjorden danner rammen om de oplevelser, turisterne efterspørger, som også har mange afledte effekter i hele Vesthimmerland og styrker relationerne på tværs af Vesthimmerland, fremhæver Jimmi Petersen.

Andre samarbejdsprojekter er: Kulturarvskortet, der viser Vesthimmerlands kulturarv på en ny og innovativ måde. Lystfiskerprojektet “Turen går til Limfjorden”, som tager udgangspunkt i Hvalpsund. Busoperatørprojektet, som har til formål at tiltrække turister til området via busture, samt golfturneringen Made in Denmark, som vender tilbage til Vesthimmerland til maj 2019.

Dertil kommer lokale netværkssamarbejder i form af et campingsamarbejde, et golfsamarbejde, et fødevaresamarbejde og et samarbejde med Landsbyrådet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...