Den kommende førsteholdstræner bliver Kim Christensen

LØGSTØR: Med en aldeles suveræn førsteplads i serie 1 - 11 point foran nærmeste forfølger - går det aktuelt ganske glimrende for Løgstør IFs bedste herrehold i fodbold.

Ikke desto mindre står klubben i den kommende sæson overfor et trænerskifte, og denne gang har klubben vendt blikket sydpå i jagten efter en ny træner, der kan være med til at bygge videre på den øjeblikkelige, positive udvikling.

Ny førsteholdstræner i Løgstør IF bliver den 54-årige Kim Christensen, som til daglig bor i Ørum ved Tjele.

Kim Christensen har været seniortræner uafbrudt siden 1992, hovedsageligt i klubber på Viborg-egnen, og så sent som i 2014 blev han kåret som "årets jyske seniortræner" i serierækkerne.

I denne sæson står han i spidsen for Højslev Station, som er en af Løgstør IFs modstandere i serie 1, og Kim Christensen var indtil for nylig tæt på at forlænge samarbejdet med Højslev St. for endnu en sæson.

Nu endte det altså i stedet med, at Kim Christensen valgte at kaste sig over udfordringen i Løgstør.

- Og i Løgstør skylder vi Højslev en stor tak, fordi de indvilgede i at slippe Kim på et tidspunkt, da de ellers selv var tæt på forlængelse, lyder det anerkendende fra Løgstør IF.

Netop udsigten til at prøve noget helt nyt, er noget af dét, der har fristet Kim Christensen ved trænerjobbet i Løgstør.

Den nye Løgstør-træner afløser duoen Rasmus Nygaard og Henrik "Mini" Rasmussen, der med kort varsel trådte til tidligere i efteråret, da den hidtidige træner, Andreas Overgaard, valgte at sige stop.

På andetholdet i serie 3 sker der ingen ændringer på trænerfronten.

Her fortsætter Jan Pedersen også i den kommende sæson.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...