Rollatorvenlig sti indvies torsdag i Uhrehøj Plantage

UHREHØJE: En bevægelsesudfordring skal ikke være en hindring for en tur i skoven.

Det er baggrunden for en ny rollatorvenlig sti, som torsdag eftermiddag bliver indviet i Uhrehøje Plantage ved Farsø.

Den nye sti, som officielt indvies af borgmester Per Bach Laursen, snor sig gennem krattet i det vesthimmerlandske, fyldt med naturlige stillekupeer, for at ende ved en samlingsplads, der bl.a. er tiltænkt ”Sundhed i Naturen-forløb” for kronikere, stressramte, angste, ensomme og demente m.fl.

- Naturen bliver i stigende grad betragtet som det nye ”fitnesscenter”, hvor vi træner vores mentale og fysiske sundhed, og med den nye sti kan alle nu tage i skoven og også komme op til både sheltere, bålhytte og toilet, fremhæver naturvejleder Karin Winther, Vesthimmerlands Kommune.

Den nye rollatorvenlige sti udgår fra P- Pladsen ved naturbasen i Uhrehøje.

Langs ruten er der opsat såkaldte ”Kukkelure Kasser”, med opgaver, som de unge, der var på læringscamp med Ung Vesthimmerland, har udarbejdet.

I krattet findes også en række ”skovtrolde”, hvis øjne kan ses i tusmørket, og ved samlingspladsen er det muligt at afprøve skovfitnessøvelser og studere tre fliser med spor fra rådyr, dådyr og krondyr, hvis rigtige spor også kan ses i skoven omkring.

Efter endt gåtur på torsdag er kommunens nye korps af ”Nature Rangere” klar med pølser og brød ved bålet.

- Vi glæder os meget til at overdrage den nye sti til de kommende brugere, og vi håber, at mange vil kigger forbi, erklærer Karin Winther.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...