Man behøver ikke at være politihund for at træne i Politihundeforeningen Vesthimmerland

Hovedforbundet i Dansk Politihundeforening har givet tilladelse til at der oprettes en ny lokalafdeling med hjemsted i Vilsted på adressen Ranumvej 31, 9670 Løgstør.

derved bliver Politihundeforeningen Vesthimmerland - i daglig tale PH Vesthimmerland - nu en realitet.

En lille initiativgruppe har længe arbejdet med ideen og har indgået et samarbejde med Vilsted Idrætsforening.

Arealerne omkring klubhuset er på mange måder velegnede, og de vesthimmerlandske hundeførere og deres hunde har allerede i nogle uger mødtes til træning ved klubhuset.

Initiativgruppens medlemmer kommer fra andre klubber i både Nord-, Vest- og Midtjylland, og flere har mange års erfaring med både konkurrence, opdræt og uddannelse af trænere og instruktører. Træningsfællesskabet er primært opstået med baggrund i en fælles interesse for moderne, positive, belønningsbaserede indlæringsmetoder, der tager udgangspunkt i, at hunden i indlæringsfasen tilbyder frivillig adfærd, som så belønnes præcist, efterfulgt af en godbid eller legetøj i form af en bold eller lignende.

Man deler øvelserne op i små sekvenser, som hen ad vejen langsomt sammensættes og formes til hele øvelser.

Resultatet af denne indlæringsmetode er arbejdsglade hunde, der aldrig er bange for at gøre noget forkert, men derimod hele tiden må bruge hovedet for at finde ud af, hvad der kræves for at få den næste belønning.

Politihundeforeningen er organisatorisk delt op i to sektioner. Sektion 1 er tjenestehundeførere ved politiet, og sektion 2 er civile hundeførere.

Begge disse to sektioner træner i princippet det samme program, og begge sektioner konkurrerer med hinanden i klubberne i de samme discipliner.

Visse brugshunderacer er særligt godkendt til at kunne kåres som politihunde og deltage i officielle konkurrencer.

Men det betyder ikke, at alle andre hunderacer og blandinger, der ikke er opført på denne liste, ikke kan være med på lige fod i foreningen og her træne lydighedsøvelser, sporsøgning og eftersøgning af genstande og personer mv.

- Vi vil allerede på den anden side af efterårsferien begynde at tilbyde lydighedskurser for hvalpe, unghunde og voksne hunde af alle størrelser.

- Alle er velkomne, og træningen tilrettelægges individuelt ud fra ønsker og interesser, lyder det fra folkene bag PH Vesthimmerland.

Træningen for nye hold kommer til at foregå tirsdag eftermiddag og søndag formiddag.

Har man deltaget i et af de ovennævnte kurser og har lyst til at fortsætte træningen, kan man søge optagelse som fuldgyldigt medlem af foreningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...