Tine Pedersen startede 1. oktober og har allerede lavet en aktivitetsplan til efterårsferien

LØGSTØR: Tine Pedersen startede nemlig på museet 1. oktober i stillingen - og hun bliver kastet direkte ud i en travl og spændende tid med efterårsferien lige om hjørnet.

Til ferien har Tine Pedersen allerede nået at lave en aktivitetsplan for små og store. Udstyret med bl.a. insekt-suger og lup går hun med gæsterne på opdagelse i naturen ved Limfjordens kyst, og hun giver sig også i kast med at sysle med bl.a. makremé - en knytteteknik som opstod til havs, når sømændene kedede sig.

Gæsterne i efterårsferien kan også lære at sy et fiskenet eller lave en båd i træ.

Tine Pedersen, som faktisk kender området ganske udmærket, da hun har været sommerformidler på Limfjordsmuseet de sidste tre sæsoner og derfor er en erfaren fjordformidler, har også lavet tre spændende skattejagte, hvor man kan prøve kræfter med sin viden om Limfjorden, brugen af Limfjorden, menneskene ved Limfjorden og de dyr, der lever i Limfjorden.

Der er tre sværhedsgrader, så alle kan være med.

Stort felt

- Tine Pedersen var oppe imod et meget stort felt af ansøgere, da ikke mindre end 278 havde søgt om at blive museets nye formidler. Valget faldt på Tine Pedersen, da hun har en spændende og meget relevant baggrund, fortæller museumsdirektør Anders Bloksgaard.

- Hun har stor pædagogisk erfaring, eftersom hun, inden hun læste sin bachelor i biologi, er uddannet og har arbejdet som pædagog. Og med dykker- og speedbåd-certifikat er det jo helt sikkert, at hun kan komme rundt i fjorden - både oven til og under vandets overflade. Dertil er Tine Pedersen imødekommende og glad. Så valget var slet ikke svært, fortæller Anders Bloksgaard.

- Vi er dybt ydmyge og beærede over, at så mange har vist interesse for stedet og har søgt stillingen. Vi er samtidig helt sikre på, at vi har truffet det rigtige valg med Tine.

- Vores formidling trænger til et løft - især i samarbejdet med skolerne - og det er vi helt sikre på, at Tines tilgang og baggrund kan give os.

Og hun er allerede klar til at tage imod henvendelser, så kontakt endelig Tine for en snak om et forløb på museet, siger Anders Bloksgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...