Musikere fra forskellige orkestre har slået pjalterne sammen med Marco Sound

NÆSBY: ”Tørvebisserne - Tredje Revle”. Det er titlen på en ny CD, der er produceret i Marco Sound Pladestudiet i Næsby ved Ranum. CDen indeholder 12 numre.

Bandnavnet Tørvebisserne stammer fra mellemkrigstiden og fra Anden Verdenskrig, da folk fra mange steder rejste til egnen for at grave tørv og arbejde på Kaas Briketfabrik - og derved tjene til et udkomme for deres familier. Arbejdet var hårdt, der blev knoklet, for der skulle tjenes en hel årsløn i løbet af sommermånederne.

De forskellige medlemmer af bandet Tørvebisserne har hver især spillet i forskellige orkestre - blandt andet Tahiti Band og The Burns. Ligeledes har de også spillet sammen på kryds og tværs i forskellige lokale bands. Men nu har de så slået pjalterne sammen og dannet Tørvebisserne, hvorefter de kontaktede Marco Sound, som var med på at indspille denne CD.

Undertitlen ”Tredje Revle” er navnet på et gammelt lokalt værtshus ved Rødhus. Her har medlemmerne af Tørvebisserne spillet i mange forskellige sammenhænge.

Nogle af titlerne på CDen er fra Tahiti Bands repertoire. CDen indeholder også titler fra Johnny Madsen, Peter Vesth og Vagn & Vagabonderne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...