Træningen indledes i Lanternen mandag 17. august

Når Løgstør E-sport mandag 17. august skyder den nye sæson i gang, bliver det med et helt nyt tilbud til områdets unge, idet foreningen nu også kan tilbyde undervisning i det populære online spil Fortnite.

Det bliver Steffen Fisker fra Fjerritslev som vil stå for den ugentlige træning i Lanternen hver mandag fra 15.30 til 17.30.

Steffen har stor erfaring med undervisning i E-sport og har tidligere været med til at starte E-sports foreningen op i Brovst og senest været træner i Trekroner.

Det bliver således en erfaren træner som kommer til at stå i spidsen for det nye Fortnite hold.

- Vi er glade for at have lavet en aftale med Steffen, som vi er sikre på kan levere en god træning for klubbens medlemmer, lyder det fra Dorte Svenningsen fra Løgstør E-sport.

Hun løfter samtidig sløret for, at klubben har fået 15.000 i støtte fra DIF og DGI´s foreningspulje til opstarten af det nye Fortnite hold.

Af samme grund kan foreningen tilbyde tre måneders gratis prøvetræning for alle interesserede.

Derudover arbejdes der på højtryk på indretningen af et helt nyt lokale i Lanternen.

- Med nyt lokale og ny træner er vi klar til at tage hul på en ny sæson, og vi håber at se rigtigt mange børn og unge den første træningsdag, siger Dorte Svenningsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...