Belægningsarbejdet forventes færdiggjort umiddelbart inden jul.

GEDSTED: Når menigheden i Gedsted i fremtiden indfinder sig i den lokale kirke, vil de som noget af det første blive mødt af det hellige fiskesymbol.

Fisken, som er udformet i granit, indgår i et helt nyt indgangsparti, som gerne skal gøre adgangen til Gedsted Kirke mere brugervenlig for kørestolsburgere og kirkegængere med rollator.

Projektet indebærer, at der - så at sige - skabes en ”sti” i den nuværende chaussésten-belægning - bestående af to parallelle bånd med en afstand på 30 cm.

Samtidig hæves belægningen ved indgangen til kirken, således at der fremover vil være niveaufri adgang til kirken.

I forbindelse med etableringen af stien har menighedsrådet fået fremstillet en granitflise udformet som det hellige fiskesymbol.

Fisken blev forleden nedlagt af sognepræst Asger Staugaard Nielsen og stenhugger Jacob Brodersen under overværelse af menighedsrådet, entreprenør Poul Hummeluhr og arkitekt Henning Pilgaard.

- I menighedsrådet er vi rigtig glade for, at det er blevet muligt at forbedre adgangsforholdende til kirken. Det har i flere år været et ønske fra flere af vores ældre kirkegængere.

- Samtidig synes vi, det var vigtigt, at belægningen udgør en æstetisk sammenhæng med kirken og kirkegården.

- Det synes vi, at vi får her, og endelig er vi glade for detaljen med fisken, som var et af de første kristne symboler for Jesus Kristus, fortæller formand for Gedsted Menighedsråd, Ole B. Sørensen.

Belægningsarbejdet forventes færdiggjort umiddelbart inden jul.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...