Forum Væksthimmerland inviterer 14. januar til nytårskur med besøg af klimaministeren

AARS: 2019 skal sættes i gang med manér, er holdningen i den lokale erhvervsorganisation Forum Væksthimmerland.

På den baggrund inviterer Forum Væksthimmerland mandag 14. januar til nytårskur hos virksomheden RC-betonvarer på Industrivej i Aars.

I år kombineres kuren med en afslutningskonference for et flerårigt entreprenørskabsprojekt, gennemført i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne i Vesthimmerland.

Det er gratis at deltage for medlemmer af en af de fire lokale erhvervsforeninger at deltage - og derudover er også byrådsmedlemmer, kommunale embedsmænd, projektdeltagere og en række øvrige samarbejdspartnere inviteret.

Arrangementet indledes med velkomst ved erhvervschef Dan Skovgaard, og adm. direktør Per Albæk, RC-Betonvarer, følger op med lidt informationer om dagens værtsvirksomhed.

Borgmester Per Bach Laursen giver i en nytårstale sit syn på det lokale erhvervslivs situation her ved årsskiftet, men prædikatet som nytårskurens hovedtaler må nok alligevel tilfalde energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

En lille time er der afsat til ministerens indlæg om de aktuelle udfordringer på klima- og miljøområdet, inden det efter kaffepausen bliver tid til indlæg fra innovationsdirektør Dorte Stigaard, AAU, og endnu en oplægsholder, som endnu ikke er endeligt udpeget.

Sidste frist for at tilmelde sig nytårskuren er fredag 11. januar.

Tilmelding sker via Forum Væksthimmerlands hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...