Middelalderdagene på Vitskøl Kloster afvikles i år for 13. år i træk i den kommende weekend

VITSKØL: For 13. år i træk inviterer foreningen ”Den Levende Middelalder” til Middelalderdage på Vitskøl Kloster.

Traditionen tro sker det i den den første weekend i skolebørnenes efterårsferie.

- Vi er gået væk fra at have et egentlig tema for middelalderdagene, fordi vi vel efterhånden kan kalde det en tradition med middelalderdagene på Vitskøl.

- Gæsterne ved, hvad de får, men vi gør hvert år vort bedste for at pirre gæsternes nysgerrighed og bruge alle sanser, når de møder, mærker og rører ved og oplever middelalderen, siger formand for ”Den Levende Middelalder”, Bo Jakobsen.

Helt nye på pladsen er dog i år to middelaldergrupper ved navn Scramasax og Custos Vituli.

Begge inddrager de med optrin og fortællinger gæsterne i middelalderens levevis.

Det kan gå hårdt til engang imellem, når en rask fysisk afstraffelse bruges for at stoppe dem, der bryder lov og orden eller udviser uhøvisk optræden.

Helt lokalt debuterer også Nyffwe Sildefiskerne fra Nibe med spændende foredrag om sildens store betydning for Limfjordsområdet i middelalderen.

Dengang udspandt der sig en voldsom konkurrence imellem Løgstør, Nibe og Aalborg i kampen om magt og penge.

Ridderen af Ildhesten har været med næsten alle år og er vel nok den eneste aktør på middelalderdagene, som i tidens løb har måttet en tur på sygehuset i løbet af weekenden.

Flere husker den bloddryppende ridder, der blev hjulpet og plejet af samaritterne, mens som dog hurtigt kom op på hesten igen, og uheldet betød den hidtidige rekord af ’likes’ på Middelalderdagenes Facebookside blev slået eftertrykkeligt.

Uanset hvad så garanterer den tidligere Europamester i middelalderkamp, Ole Bach, også i år underholdning på topniveau.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...