Jacob Birkler holder foredrag i det gamle rådhus i Løgstør

LØGSTØR: Torsdag 11. april bliver der mulighed for at høre filosoffen og tidligere formand for det Etiske Råd Jacob Birkler tage vor tids menneskesyn under kærlig behandling i Folkeuniversitetet Vesthimmerland.

Foredraget finder sted i den tidligere byrådssal i Løgstør gamle rådhus.

Birkler, der er kendt for en omfattende forfatter- og foredragsvirksomhed samt fra adskillige debatter med et særligt tyngdepunkt på sundhedsområdet, vil i dette foredrag tage udgangspunkt i de etiske aspekter omkring menneskesynet.

I tidligere tider spillede næstekærlighedsaspektet en stor rolle, når et andet menneskes værd skulle udgøres, hvilket fordrede handling i overensstemmelse med dette.

I dag er dette udfordret af nyttetænkningen.

Med forelæserens ord er næstehjælp blevet erstattet af førstehjælp, når vi skal tage hånd om hinanden.

Birkler vil i foredraget udfordre os til at udvide vores syn på hinanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...