Løgstøregnens Turistforening kan glæde sig over massiv fremgang på medlemsfronten

LØGSTØR: Midt i ærgrelsen over, at byrådet valgte et himmerlandsk turistsamarbejde fremfor en Limfjordsløsning, kan den 89 år gamle Løgstøregnens Turistforening glæde sig over massiv fremgang på medlemsfronten.

I forhold til samme tid sidste år er der indbetalt godt 60 pct. mere i kontingent fra privat og lokale virksomheder.

Debatten om turismens fremtid i Vesthimmerland har raset den seneste måned, og i sin beretning på den nyligt overståede generalforsamling var foreningens formand Anders Bloksgaard mere kontant end vanligt, da han tydeligt tilkendegav, at en løsning, hvor Vesthimmerland går sammen med Rebild og Mariagerfjord kommuner ikke er en ønskesituation.

En nærliggende antagelse kunne være, at det blandt andet er byrådsbeslutningen om et himmerlandsk turistsamarbejde, der har været med til at samle løgstørianerne om den lokale turistforening.

- Vi oplever i disse dage, at opbakningen stiger markant, hvilket er meget glædeligt - også selv om det ved første øjekast sker på en lidt trist baggrund, siger Anders Bloksgaard.

Formanden er da heller ikke i tvivl om, at både opbakning og samarbejde er vigtigere end nogensinde før:

- Vi må jo nøgternt konstatere, at i en verden, hvor alt bliver mere og mere centraliseret, er der mere end nogen sinde behov for, at man lokalt samarbejder om at skabe udvikling og vækst. I min optik er man nødt til at indstille sig på, at lokalt engagement og sammenhold er vigtigere end nogensinde, og at der ganske simpelt skal leveres mere. Det er lidt som at cykle i modvind, der skal bare trædes hårdere i pedalerne - og det gør vi så. Men vi kan da ikke skjule, at den store fremgang giver både læ og ny energi, siger Anders Bloksgaard. En af de løgstørianske udfordringer, der venter forude, handler om placeringen af den kommende Visit Himmerlands hovedsæde. - Vi kender ikke det endelige udfald endnu, men uanset hvad det bliver, skal vi jo videre. Det nytter ikke at sidde med hænderne i skødet, hvis det bliver den dårligste model. Så må vi som sædvanligt stå sammen i Løgstør – og jeg ser den øgede tilslutning til turistforeningen som et udtryk for, at både private og virksomheder er klar til, at vi kæmper videre, siger Anders Bloksgaard.

I første omgang har Turistforeningen dog fokus på Løgstørs sommersæson 2019, der med et hidtil uset højt aktivitetsniveau tegner til at blive en heftig oplevelse for både borgere og turister.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...