KONCERT: Den musikalske duo Toner af Guld tager Matador-musikken og andre klassikere under kærlig behandling, når de 19. januar optræder i Overlade Kirke

OVERLADE: Musikken, der indgår i TV-serien Matador, er et relativt uudforsket område, som duoen Toner af Guld med stor entusiasme har kastet sig over.

Det kan du ved selvsyn opleve, når ”Matador i ord og toner” søndag 19. januar klokken 14 indtager Overlade Kirke.

Tidens toner med Marguerite Viby, Leo Mathiesen, Lulu Ziegler og Ib Schønberg understreger stemninger af glæde, vemod, munterhed og drama.

Rødes bryllupsoptræden

Det samme gør Rødes bryllups-optræden, de tyske soldaters traurige lieder samt indslag på Postgaarden af finkulturel karakter.

Toner af Guld guider publikum på en musikalsk tidsrejse fra 1929-1947, hvor forskellige genrer er bredt repræsenteret med alt fra operette til revyviser og jazz.

Numrene bindes sammen af små fortællinger om TV-succesen, musikken og perioden.

Og de integrerede fællessange afrundes på festlig vis af konsulinde Holms sølvbryllupspoesi på ”Sølvstænk i det gyldne hår”.

Toner af Guld

Den midtjyske duo, Toner af Guld, består af ægteparret Helle og Dynes Skovkjær – en klassisk sopran og en klaverspillende bedemand.

Helle og Dynes har gennem ni år optrådt sammen ved talrige kirke- og sognekoncerter og private og offentlige arrangementer.

Det gør de med et bredt repertoire, bestående af operette, musical, wienermusik, viser og evergreens samt den danske salme- og sangskat.

Begge har desuden en fortid som skuespillere på sommerspillet Busbjerg, hvor de traf hinanden i 2008.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...