KEMISK: Mads Hyldhaard Henningsen fra 3. x med i spillet om billet til OL

VESTHIMMERLAND: Som det også var tilfældet sidste år, har en elev fra 3.g på Vesthimmerlands Gymnasium og Hf igen kvalificeret sig til 3., 4. og 5. runde i den danske afdeling af den internationale kemiolympiade.

Sidste gang var det Simon Højris Mejdahl fra Løgstør, der var mellem de 14 bedste i landet, inden han - af forskellige grunde - meldte fra til konkurrencen i den afsluttende fase.

Han får travlt nu

Denne gang drejer det sig om Mads Hyldgaard Henningsen fra 3x.

Ud over at passe sin skolegang er han også et kendt ansigt i byen som servicemedarbejder i Kvickly i sin fritid.

Det job bliver han nu nok nødt til at skære lidt ned på i foråret, hvis han skal gå hele vejen til OL i kemi.

Det vil i første omgang indebære at komme mellem de fire finalister, der skal repræsentere Danmark ved den internationale kemiolympiade.

Mads har knoklet

Mads Hyldgaard Henningsen lægger nemlig ikke skjul på, at han har måttet knokle med lærebøgerne på egen hånd for at nå dertil, hvor han er nu, idet der er tale om kemi på universitetsniveau i konkurrencen.

Hans lærer i faget, Anne Becher, er ikke overrasket over, at han foreløbig er nået mellem de 13 bedste i landet, idet han lige fra starten på VHG har vist talent for naturfag.

Samtidig kan han godt lide at give sig selv udfordringer.

Første runde foregik ude på uddannelsesinstitutionerne via en teoretisk prøve, hvor kandidaterne kun brugte lommeregner, den gældende kemiske formelsamling og databog som hjælpemidler.

Fra denne runde gik ca. 60 elever videre.

Praktisk prøve i laboratoriet

2. runde foregik for et par ugers siden i København.

Her hørte de unge først et foredrag og deltog i en teoretisk prøve på Gefion Gymnasium om fredagen.

Dagen derpå blev der afholdt en praktisk prøve (titrering og uorganisk identifikation) i laboratoriet på Kemisk Institut, KU.

Her slap Mads Hyldgaard Henningsen altså gennem nåleøjet, men han nåede dog forinden at få sved på panden efter et par foredrag, hvor han fornemmede, at mange af de andre deltagere var virkelig godt med, og at alle arbejdede superhårdt.

Tredje, fjerde og femte runde

3., 4. og 5. runde bliver afholdt på DTU, AU og hhv. KU, og der er ikke udskilning imellem disse runder.

Her vil deltagerne få inspirerende foredrag om mere avancerede områder af kemien.

I hver runde vil der være en teoretisk og praktisk prøve, og på baggrund af disse udvælges de fire bedste elever til at deltage i den internationale kemiolympiade.

Udtagelsen af de fire finalister finder sted på Carlsberg, hvor de andre naturvidenskabelige olympiadeaspiranter også er med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...