Over 1200 frivillige er dagligt i sving under Europa Tour turneringen på Himmerland Golf & Spa Resort i dagene 23., 24., 25. og 26. maj

GATTEN: Greenkeeperne og resten af de frivillige hos Himmerland Golf & Spa Resort har for længst taget hul på forberedelserne til Danmarks største golfbegivenhed - Made in Denmark.

Den foregår i dagene 23. - 26. maj og kræver, og sædvanen tro kommer det ikke til at gå stille for sig, når op mod 80.000 mennesker lægger vejen forbi Himmerland til denne Europa Tour turnering.

Den regnes for Danmarks største sportsevent, idet en række af verdens bedste golfspillere kæmper om en samlet præmiesum på knap 23 millioner kroner.

Mange forberedelser

Det kræver mange forberedelser at huse så mange gæster, og der arbejdes på højtryk i Himmerland for at tage imod de mange spillere og tilskuere.

Faktisk har forberedelserne stået på, siden den sidste bold i august 2018 gik i hul på Silkeborg Ry Golfklubs bane, hvor Made in Denmark senest blev afviklet.

- Flytningen af turneringen fra august til maj betød, at vi måtte begynde forberedelserne allerede tilbage i august.

Det har stillet nogle andre krav til greenkeeperes arbejde i løbet af vinteren og foråret, når banen skal stå klar så tidligt på sæsonen, forklarer Thomas Nielsen.

Han er salgsdirektør for Made in Denmark og til daglig direktør hos Himmerland Golf & Spa Resort.

- Vi har været noget nervøse for vejret de seneste måneder i forhold til nattefrost og græsvækst.

- Heldigvis kommer vi med et godt udgangspunkt, så ustadighederne i vejret kommer ikke til at påvirke, om banen når at blive klar, beroliger Thomas Nielsen.

45 greenkeepere på job

Arrangørerne har i nogen tid haft 18 greenkeepere i sving med at gøre banen klar.

Men her i ugen op til turneringen knokler hele 45 greenkeepere, idet greens og fairways skal klippes minimum tre gange dag og nat.

Både fairway, greens og tees er indtil nu blevet dresset hele fire gange for at imødekomme turneringens høje banestandarder.

Tusindvis af frivillige kræfter

Greenkeeperne er langt fra ene om at have travlt, idet alle resortets afdelinger ruster sig til at tage imod henved 80.000 mennesker fordelt på tre dage.

Helhjertet indsats

Det stiller store krav til de interne forberedelser samt antallet af frivillige, der i år tæller over 1200 personer dagligt i løbet af turneringen:

- Mange ting, der skal gå op i en højere enhed, når der skal afvikles arrangementer af den karakter.

- Derfor glæder det mig, at opbakningen fra de frivillige kræfter endnu en gang er så stor, og at vores egne medarbejdere går helhjertet ind i projektet, fremhæver Thomas Nielsen.

Made in Denmark forlængede tilbage i 2018 aftalen med European Tour og fortsætter således til 2023.

Forventningen er, at turneringen vil genbesøge Himmerland mindst én gang i løbet af perioden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...