Igen i år kan du nyde André Rieus årlige sommerkoncert fra biografsædet i Løgstør

LØGSTØR: 27. og 28. juli kan Løgstør BIO igen invitere til koncert med André Rieu på det store lærred. I år er det med temaet ”Skal vi danse”.

André Rieus årlige sommerkoncerter i hjembyen Maastricht tiltrækker hvert år fans fra alle verdenshjørner, og det er denne folkefest, publikum i Løgstør Bio sidst i juli får mulighed for at komme med til - sådan lidt på afstand.

Sammen med André Rieu optræder violinistens Johann Strauss Orchestra, sopraner i verdensklasse, The Platin Tenors og en række særlige gæster.

Publikum i biografen bliver undervejs også inviteret med bag scenen og får mulighed for at opleve et eksklusivt interview med André Rieu.

Til nytårskoncerterne fra Sydney var der fuldt hus til alle forestillingerne i Løgstør Bio, og også denne gang ventes der at blive rift om pladserne. Ikke mindst lørdag aften, hvor der er et glas champagne inkluderet i prisen.

Billetter til Rieu-koncerterne kan købes via Løgstør Bios hjemmeside - eller ved fysisk fremmøde i biografens åbningstid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...