Finder sted på lørdag 9. november

LØGSTØR: Har du et billede af min farfar? Har du dokumenter om det sted, hvor jeg bor? Jeg er i gang med at skrive mini erindringer. Kan du hjælpe mig med materiale?

Det er nogle af de spørgsmål, der hører til dagligdagen på Løgstør Lokalarkiv.

Mange gange kan arkivet hjælpe, men af og til må medarbejderne på arkivet også erkende, at de ikke ligger inde med det efterlyste materiale.

Arkivet har en fast ugentlig åbningstid nemlig torsdag eftermiddag fra 14 til 17, men er man stadig på arbejdsmarkedet, er det selvsagt ikke den bedste tid.

Bl. a. på den baggrund holder lokalarkivet i Løgstør åbent hus fra kl. 10 til 13 lørdag 9. november i forbindelse med den landsdækkende ”Arkivernes Dag”.

I det forgangne år har Løgstør Lokalarkiv modtaget mange interessante lokale arkivalier, oplyser arkivleder Gunnar Villumsen.

Til nyerhvervelserne hører et meget omfattende arkivmateriale om provst Alf Johansen, Skarp Salling.

Fra Løgstør Bibliotek har arkivet modtaget en stor samling af lokalhistoriske håndbøger, og fra den lokale boghandler har arkivet modtaget en del lokalhistoriske skrifter.

Udover at opbevare historisk materiale har arkivet også et ansvar for at være med til at formidle den lokale historie,

Det sker bl. a. via arkivets hjemmeside, hvor man som noget af det nyeste nu kan læse Arnold Hagstrups erindringer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...