Den gamle Løgstør Bio i Jernbanegade er nu blevet solgt til anden side

LØGSTØR: Halvandet år efter Løgstør Bios Venner lukkede byens gamle biograf i Jernbanegade til fordel for en helt ny biograf i Lanternen, er den gamle biograf blevet solgt.

Køberen er Jimmi Skjærbæk, der endnu ikke har faste planer om, hvad bygningen skal bruges til, men han vil gerne have, at der kan komme en eller anden form for aktivitet til glæde for byens borgere, oplyser formand for Løgstør Bios Venner, Mona Jensen.

For biografens bestyrelse er det en lettelse at slippe af med ansvaret for de gamle bygninger og de udgifter, der følger med.

Da alle i Bio fortsat arbejder frivilligt, vil beløbet fra salget blive investeret i den nye biograf.

Under byggeriet blev der arbejdet på at få nye stole i begge sale, men det var ikke økonomisk muligt på det tidspunkt, så stolene fra Jernbanegade blev renset og genbrugt.

Valget af luksus-stole i sal 1 har siden vist sig at være en stor succes.

- Folk kommer fra fjern og nær for at se film i de magelige sæder, så derfor vil der nu også blive investeret i luksussæder i sal 2, bebuder Mona Jensen.

Der er leveringstid på stolene, og opbygningen i salen skal laves om, så det bliver først i det nye år, man kan sidde mageligt til alle film i Løgstør BIO.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...