Lokker børn med rabat og action-publikummet med afstemning på Facebook

Sommerabat på børnefilm, publikumsafstemning om Christopher Nolan-film - og fire koncerttransmissioner fra Maastricht med André Rieu, Johann Strauss-orkestret, verdensklasse-sopraner og Platin Tenors.

Med disse ekstraordinære tiltag gør Løgstør Bio i de kommende uger sit for at holde gang i forretningen i en en sommer, hvor det på grund af coronaen er småt med nye film på plakaten.

I tre weekender i træk tilbyder biografen i Løgstør, at det yngre biografpublikum kan se børnefilm for beskedne 50 kr.

Biografgængerne kan frit vælge mellem filmene ”Trolls på verdensturné”, ”Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant” og ”Bølle på eventyr”.

For de, der foretrækker lidt mere hårdkogt action, bliver der på Løgstør Bios Facebook-side mulighed for at stemme om, hvilken Christopher Nolan-film, den lokale biograf skal vise i en periode, hvor det ellers er småt med nye action-film på markedet.

Valget står mellem filmene ”The Dark Knight”, ”Interstellar” og ”Inception”.

- Og bliver afstemningen en succes, vil vi senere lave lignende afstemninger om f. eks. musikfilm eller historiske film, bebuder Mona Jensen, Løgstør Bio.

Sensommerens i alt fire André Rieu-forestillinger i Løgstør Bio er hhv. berammet til 22. & 23. august og 29. & 30. august, og i forbindelse med alle fire forestillinger er et glas bobler inkluderet i prisen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...